Idégrundlag

Billede af Rudolf Steiner

Rudolf Steiner

Rudolf Steiner (1861-1925) var videnskabsmand og filosof. Han startede sin naturvidenskabelige skoling som 18 årig ved Den Tekniske Højskole i Wien, og deltog i en årrække i udgivelsen af Goethes Naturvidenskabelige skrifter. Sideløbende med de naturvidenskabelige studier beskæftigede Rudolf Steiner sig med filosofi og erkendelsesteori. Dette førte til udgivelse af en række filosofiske og åndsvidenskabelige bøger, blandt andre”Frihedens Filosofi”, “Teosofi” og “Videnskaben om det skjulte”. Arbejdet med det naturvidenskabelige på den ene side og det filosofisk/erkendelsesmæssige på den anden side førte med tiden Rudolf Steiner frem til en ny anskuelse af Verden – og dermed menneskets væsen. På grundlag af denne verdensanskuelse stiftede han i 1912 “Antroposofisk Selskab”, og han oprettede “Den Frie Højskole For Åndsvidenskab” i Goetheanum i Schweitz. Rudolf Steiner holdt op imod 6.000 foredrag og skrev over 30 bøger om så forskellige emner som: arkitektur, filosofi, fysik, kemi, medicin, pædagogik, religion, kristendom, økonomi, samfundsforhold og landbrug. Mange af disse impulser er efter Rudolf Steiners død blevet yderligere uddybet, og i dag finder man over det meste af Verden initiativer og projekter inden for næsten alle de omtalte områder.

Antroposofi er den betegnelse, Rudolf Steiner selv anvendte om sin meget omfattende forskning på en lang række områder. Samlet set er der tale om en Verdensanskuelse, hvor den grundlæggende antagelse er, at der bag ved den synlige, fysiske verden befinder sig en åndelig verden. Denne åndelige verden er lige så virkelig som den fysiske, men ikke umiddelbart tilgængelig for vore sanser. Gennem en streng skolig af vor tanke, følelse og vilje er det muligt at udvikle evnen til at se de åndelige realiteter, der ligger bag fysiske fænomener af forskellig art. Ifølge det antroposofiske menneskebillede består mennesket i sin helhed at legeme, sjæl og ånd. Den åndelige del – “JEG’et” – er bærer af egenskaber som samvittighed og moral, og det er denne del af menneskets væsen, der blandt andet har til opgave, at regulere de “lavere” drifter, begær og sjælelige følelser. Ifølge antroposofien kan menneskets udvikling ikke forstås uden at inddrage lovmæssighederne om reinkarnation og karma. Disse begreber formår blandt andet at give menneskeheden mening og mål. Endvidere indtager kristendommen en central plads i det antroposofiske menneskebillede. Kristi fødsel, død og opstandelse giver mennesket en mulighed for, bevidst at genskabe forbindelsen til den åndelige verden. Ordet antroposofi stammer fra græsk, og betyder”visdom om mennesket”.

Hadruplund

Glasmosaik i Hadruplunds sal, “Christofferus” udført af kunstneren Peter Brandes

Helsepædagogik. I 1924 holdt Rudolf Steiner en række foredrag, som senere er blevet kaldt “Det Helsepædagogiske Kursus”. Kurset blev afholdt på opfordring af en række pædagoger, der ønskede at få Rudolf Steiners anvisninger på, hvordan man kunne arbejde pædagogisk med udviklingshæmmede mennesker. Denne impuls har ført til et verdensomspændende pædagogisk arbejde med såvel udviklingshæmmede børn som voksne. Den grundlæggende idé i det helsepædagogiske er, at den åndelige del af mennesket, den individuelle væsenskerne eller Jeg’et antages, altid at være grundlæggende sundt. Det er uudviklede eller énsidigt udviklede sider i det fysiske eller det psykiske, der kan medføre behov for særlig omsorg og hjælp. Det er således den helsepædagogiske opgave at se, hvilke sider hos de enkelte børn der skal bringes til udvikling, og hvilke sider barnet skal have hjælp til at kontrollere.

Socialterapi. Hvor man i det helsepædagogiske søger at hjælpe udviklingshæmmede børn, søger man i socialterapien at hjælpe udviklingshæmmede voksne. Man stræber efter samme helhedsmiljø, præget af omsorg og overskuelighed. En grundlæggende, vigtig opgave er det, at træne og udvikle de sociale færdigheder. Og et særligt mål er det, at udvikle individuelle arbejdsmæssige færdigheder – at kunne hjælpe den enkelte til at udføre et arbejde der er efterspurgt, og dermed meningsfuldt. At finde sin helt egen opgave i en arbejdsmæssig sammenhæng bidrager til en indre udvikling, der med tiden fører til en stadig større selvstændiggørelse.